-
Brutalt regime sendte millioner til politikere gennem Danske Bank. I dag blev nøgleperson dømt
المصدر: BDK Finans / 30 يوليو 2025 06:19:35 America/Los_Angeles
Pengene kom fra det brutale regime i Aserbajdsjan. Gennem lyssky konti i Danske Bank rullede millionerne videre til tyske toppolitikere. Og målet var klart: Politikerne skulle bestikkes til at kæmpe diktaturets sag. Det står klart, efter at en domstol i München i dag ifølge mediet ZDF har idømt en tidligere tysk toppolitiker, den konservative Eduard Lintner, ni måneders betinget fængsel for bestikkelse, fordi han tog imod penge fra Aserbajdsjan og kanaliserede dem videre til politiske kolleger. Sagen er forbundet til skandalen om Danske Banks hvidvasksag, der blev afdækket i 2017 og 2018 af Berlingske og en stribe andre europæiske medier. En af afsløringerne dengang handlede om netop de pengestrømme fra Aserbajdsjan, der blev sendt gennem en håndfuld konti tilhørende skuffeselskaber i Danske Banks estiske filial. Blandt modtagerne af de mange overførsler var flere europæiske politikere, herunder CSU-politikeren Eduard Lintner. Onsdag fik han sin dom. Ifølge den tyske anklagemyndighed forsøgte Lintner at bestikke andre folkevalgte med aserbajdsjanske midler med det formål at opnå en pro-aserbajdsjansk afstemning i Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE). Målet med overførslerne var ifølge anklagemyndigheden ganske enkelt at få politikerne til at »handle i Aserbajdsjans interesse« i Europarådets Parlamentariske Forsamling, fremgår det af anklageskriftet, som Berlingske tidligere har omtalt. Betalinger var bare for »lobbyisme« Mellem 2008 og 2016 modtog Lintner cirka fire millioner euro – omkring 30 millioner kroner – fra Aserbajdsjan gennem flere skuffeselskaber. Ifølge anklagemyndigheden var en af modtagerne blandt andre den nu afdøde Karin Strenz, der også sad i forbundsdagen for CDU. Hun var også medlem af PACE og var ifølge ZDF en stor støtte af Aserbajdsjan og stemte imod en kritisk rapport om politiske fanger i landet. Også politikeren Axel Fischer er på anklagebænken – hans sag er dog sat i bero på grund af sygdom, skriver ZDF. Den i dag 80-årige Eduard Lintner sad i Forbundsdagen i 33 år for CSU og var medlem af PACE indtil 2010. Undervejs i karrieren har han haft flere politiske topposter. Under retssagen indrømmede Lintner at have videregivet pengene, men understregede også, at han betragtede det hele som »den form for lobbyisme, der er praktisk talt allestedsnærværende den dag i dag«, skriver ZDF. Banken kontrollerede ikke Pengestrømmene fra Aserbajdsjan gennem konti i Danske Bank var en del af Berlingskes afdækning af hvidvasksagen i 2017 og 2018. Ind på kontiene flød milliarder fra landets ministerier og statskontrollerede virksomheder. Ud flød pengene til blandt andet skattelyselskaber, forhandlere af eksklusive luksusvarer samt navngivne politikere og embedsmænd. Hvidvasksagens omdrejningspunkt var en særlig portefølje af udenlandsk kontrollerede konti i bankens estiske filial. Fra 2007 til 2015 strømmede svimlende 1.500 milliarder kroner gennem kontiene. Ofte uden at banken kontrollerede kunder og transaktioner, som den er forpligtet til ifølge hvidvaskreglerne Flere af overførslerne og kunderne er siden blevet kædet til sager om korruption, skattesvindel, våbensmugling eller organiseret kriminalitet. I 2018 valgte bankens daværende topchef og daværende bestyrelsesformand, Thomas Borgen og Ole Andersen, at gå af som følge af sagen. I 2022 betalte banken rekordstore bøder på 15,3 milliarder kroner i forlig med de danske og amerikanske myndigheder. Det var målt i forhold til bankens størrelse den største hvidvaskbøde i verdenshistorien. Danske Bank har flere gange beklaget sagen dybt og har siden sagens begyndelse oprustet kraftigt på hvidvaskkontrollen. Aserbajdsjan styres på autoritær vis af den mangeårige præsident Ilham Alijev. Blandt andet kritiseres landet for dets hårdhændede behandling af regimekritikere og uafhængige medier. I kølvandet på afsløringerne i 2017 afviste en talsmand for præsident Ilham Alijev blankt kritikken og afsløringerne. Artiklerne var blot et resultat af en kampagne orkestreret af nabolandet Armenien, som Aserbajdsjan har ligget i årelang strid med, lød det. Ifølge talsmanden var artiklerne »fordomsfulde, grundløse og provokerende« og »en del af en beskidt smædekampagne organiseret af grupper, der er kendt for at være imod Aserbajdsjan«. https://www.berlingske.dk/virksomheder/brutalt-regime-sendte-millioner-til-politikere-gennem-danske-bank-i